Anskaffelse af hvalp

10 gode råd

10 gode råd når du og din
familie anskaffer jer en hvalp

Små hvalpe er søde, nuttede og dejlige og de appellerer til os med deres øjne. Valg af hund kræver grundige overvejelser, da valget betyder et nyt familiemedlem i mange år. Forskellige hunderacer kræver noget forskelligt af dig og din familie. Du har måske allerede truffet beslutningen om at få en hund ind i familien, I glæder jer og er i gang med at undersøge på nettet for mulige hvalpe. Inden du besøger opdrættere og søde hvalpekuld, er det en god ide at du gør dig nogle overvejelser omkring jeres situation og behov. Når du først har en lille sød, nuttet pelsklump i hænderne, kan det være svært at takke nej – heller ikke selv om hvalpen ikke er den rigtig for jer  Jeg har samlet mine bedste råd til dig, som står overfor familieforøgelse i form af en hundehvalp

1. Lav grundig research på opdrætteren og besøg dem gerne flere gange

Inden du besøger opdrætteren, kan du med fordel lave noget research, for at sikre dig at du har med en ansvarlig person at gøre. Du kan fx undersøge om opdrætteren tager hvalpene til dyrlæge, om de bliver vaccineret og chippet, samt tjekke anmeldelser på nettet. Socialisering af hvalpen er også vigtigt allerede i de første uger. Spørg ind til hvad opdrætteren gør eller har planer om at gøre ift. hvordan hvalpen introduceres til lyde, børn og berøring. 

2. Overvej hvilken race som passer bedst til dit behov

Der er stor forskel på de forskellige hunderacer. Du bør derfor overveje flere ting grundigt. Skal hunden bruges til et specifikt formål, eller er det en familiehund. Har du børn? Hvor meget pelspleje kræver den? Hvor aktiv er den? Hvor længe kan den være alene hjemme? Forskellige hunderacer kræver noget forskelligt. Hvis du ikke har masser af tid til pelspleje og aktivering er en hyrdehund måske ikke det rigtige valg, så skal du måske snare have en papillon. På siden her, har jeg lavet et overblik over de forskellige hunderacetyper, som kan guide dig.

3. Vælg den rigtige hvalp i kuldet

Nogle gange får opdrætteren en adfærdsspecialist til at vurdere kuldet, og som tildeler hunde til de forskellige interesserede. Men tit skal du selv at vælge. Når du besøger opdrætteren, kan du observere kuldet: Hvordan leger de forskellige hvalpe? Hvilke hvalpe er afventende til at tage kontakt til dig? Hvilke hvalpe er meget nysgerrige og skal undersøge alt, også dig? Som førstegangshundeejer er det en god ide at vælge en hvalp midt i mellem, vildt nysgerrig og afventende.

4. Hanhund eller tæve? – Der er stor forskel

Der er forskel på hanhunde og hunhunde. Hunhunde er ofte mere nysgerrige på andre hunde og har nemmere ved at tilpasse sig i familien. Hvor hanhunde kan have svært at tilpasse sig større familier og kan have svært med rangordenen. Vær dog opmærksom på at det naturligvis ikke gælder alle hanhunde og alle hunhunde.

5. Gør hjemmet klar inden du henter hvalpen

Nu nærmer dagen sig, hvor du endelig skal hende dit nye familiemedlem. Inden ankomsten kan du med fordel forberede hjemmet. Hvor skal hunden sove og spise? Er der ledninger og andre potentielt farlige ting hvalpen kan komme i nærheden af? Er der stærke dufte, som parfume og kemikalier? Hvalpen kan blive meget overvældet af alle de nye indtryk, ved at fjerne dufteindtryk, skal hvalpen forholde sig til færre nye ting.

6. Hvem har ansvaret for hunden?

Der er mange børn der ønsker sig en hund, og med god grund. Hunden er en fantastisk ven og følgesvend. Den kan give et barn mange gode oplevelser og samvær. Men et barn kan ikke passe en hunds behov, det er altid en voksen, der har ansvaret for hundens omsorg, tryghed og vejledning

 

7. Tag Hund & Skovs online kursus for en god start

En stor fordel er selvfølgelig at kende lidt til hundens adfærd og opførsel, og hvordan man kan få det til at fungere i hverdagen. I vil skulle, igennem hele hundens liv, samarbejde om hundens træning. Lære nye øvelser og navigere i mange forskellige miljøer. Så kender man lidt til hundens sprog og indlæring, er man god på vej.

8. Husk at have tid.

Der er ingen hunde der kan være alene hjemme, uden at den bliver trænet først. Det er ikke naturligt for en hund at være adskilt fra flokken, og kan lede til stress og separations angst. Sørg for at få ferie når du henter din hvalp, og forvent at der som minimum skal gå 14 dage, før du kan begynde at træne din hvalp til at være alene.

9. Gør det nemt for hvalpen, inden den skal med hjem

Det er en stor omvæltning, den dag hvalpen skal med hjem. Du kan hjælpe hvalpen godt på vej, ved at tage et stykke tøj med som lugter af dig og give den til opdrætteren. Besøg hvalpen så mange gange som det er muligt, og når den kan få fast føde, så giv den godbidder når den viser interesse og snuser til dig.

10. Stor eller lille

Om du vælger en lille eller stor hund, handler kun om hvilken smag og fysisk størrelse der passer ind i din hverdag. Hunden ser nemlig ikke sig selv som hverken stor eller lille, der uanset har de samme instinkter, adfærd og behov. Så forvent ikke at det er nemmere at håndtere en lille hund frem for en stor.